IPL-BEHANDLING AF UØNSKET HÅRVÆKST

Uønsket hårvækst kan uanset lokalisation fjernes med IPL-behandling (Intense Pulsed Light). Lyset udsendes fra en glasprisme i IPL-hovedet, som bringes i kontakt med det ønskede hudområde. Hår indeholder farvestoffet melanin, som opfanger lyset, hvorved der udvikles en varmereaktion. Varmen ledes via håret ned til hårroden, som herved destrueres. Behandlingseffekten er afhængig af pigmentgraden i såvel hårene som i den omgivende hud. Det bedste resultat opnås således ved brune og sorte hår på lys hud. Lyse, grå og røde hår kan ikke behandles.

Hårene gennemgår flere faser i en vækstcyclus. Det enkelte hår er kun følsomt for behandlingen i den fase, som kaldes vækstfasen (anagen fasen). Når håret er i hvilefasen (telogen fasen) er det ikke følsomt for lyset. På et givent tidspunkt er kun en del af hårene i hudområdet i vækstfasen. Andelen af hår, som er i vækstfasen kan variere mellem 20-70 % afhængig af hudområdet. Desuden er der variationer mellem forskellige personer. Disse forhold medfører, at man for at opnå det bedste resultat, skal behandle det samme hudområder flere gange med henblik på at ramme så mange hår som muligt i vækstfasen. Typisk kræves 4-6 behandlinger med 4-12 ugers interval.

Bivirkninger ved IPL-behandling
Under selve behandlingen kan let smerte svarende til et svip med en elastik mod huden fornemmes. Dette mærkes især ved behandling af meget mørke/sorte hår og på mørkt pigmenteret hud.
Umiddelbart efter behandlingen kan der udvikles rødme og let hævelse, som svinder inden for 1-2 døgn.
I sjældne tilfælde kan pigmentforandringer i det behandlede hudområde forekomme. Oftest på genetisk mørk hud og på solbrun hud. Pigmentforandringerne kan vedvare i måneder op til ét år.

Hvilken effekt kan man forvente?
Man opnår ikke en total fjernelse af samtlige hår, men kun en hårreduktion, der som oftest vil være meget mærkbar og tilfredsstillende. Det kan forventes, at 50-90 % af hårene svinder på 4-6 behandlinger.
Desuden er hårfjernelsen ikke permanent, idet der efterfølgende - oftest efter flere år - kan indtræde en vis grad af nyvækst, hvorfor gentagen behandling kan være nødvendig.

Før behandlingen
Huden skal være så lys som muligt. Solpåvirkning - såvel natursol som solarie - skal derfor undgås i mindst to måneder før IPL-behandlingen. Hvis solen ikke helt kan undgås, anvend da en solbeskyttelsecreme med mindst solfaktor 30.
I 4 uger før må hår ikke fjernes med pincet eller voks, idet hårrødderne skal være ubeskadigede for at være følsomme for lyset. Ligeledes må hårblegemidler ikke være anvendt.

Efter behandlingen
Sol bør undgås i to måneder efter afsluttet behandling. Ved ophold udendørs med solpåvirkning anvendes solbeskyttelsecreme min. faktor 30. Hvis man har mørk hud anbefales solbeskyttelse i 4 måneder.

Sundhedsstyrelsens retningslinier for kosmetisk behandling kræver, at der før og evt. efter behandling tages foto af det behandlede hudområde.

 

Retur til Kosmetisk behandling