19 september 2017
Velkommen til Hudlægen i Hundige

IPL-fjernelse af karsprængninger/karudvidelser på benene

Uønskede karsprængninger på benene er almindeligt forekommende og ses ofte hos personer med stillestående arbejde og hos kvinder efter graviditet. Den hyppigste behandling er indsprøjtninger med et scleroserende stof, som lukker karrene. En nyere behandling er laser, som er velegnet både til de overfladiske røde kar og de dybere blålige kar på lår og underben.

Laserstrålen dannes gennem en afkølet safir. Laserstrålen skydes direkte på huden over de synlige kar, hvorved vandfasen i blodet opvarmes. Funktionen af den afkølede safir er at mindske ubehaget fra varmen. Laseren påvirker karvæggene, som punktvis ”svejses sammen” og herved lukker for blodgennemstrømning. Inden laserbehandlingen påføres huden en gel med henblik på at sikre en god kontakt mellem laserhovedet og huden.

Laserstrålen gives som skud af en varighed på brøkdele af et sekund. Hvert skud kan mærkes som et kortvarigt prik eller stik. Efterfølgende kan huden svarende til de behandlede område fornemmes øm, hvilket aftager inden for nogle timer og forsvinder helt i løbet af få dage. Eventuel rødme og sjældnere blå mærker vil ligeledes svinde inden for få dage eller et par uger. Længerevarende misfarvning og ardannelse ses kun yderst sjældent. Laserbehandling er ikke egnet til personer, som har tendens til at danne store, tykke ar (keloiddannere).

Ubehaget ved behandlingen kan eventuelt mindskes ved afkøling af hudområdet før, under og efter behandlingen. Dette gøres med en is-pakning, som opbevares i fryser. En anden smertebehandling er Panodil 1g eller Ibuprofen 400 mg indtaget 1-2 timer før behandlingen.

Effekten af laseroperationen kan tidligst vurderes efter ca. 2 uger. I nogle tilfælde er det nødvendigt med flere behandlinger for at få den ønskede effekt. Man kan ikke garantere, at alle karrene forsvinder helt. Nogle af de kar, som straks efter behandlingen ses lukkede, kan de følgende dage atter åbnes. Dette vil ske i større grad, hvis man de følgende 2 uger øger trykket i kredsløbet på benene. Eksempelvis ved længevarende gang, løb, cykling og anden muskelbelastende fysisk aktivitet. Almindelige aktiviteter, som ikke er væsentlig belastende for benmusklerne, er tilladte.

Information og samtykke
Efter at have gennemlæst denne skriftlige information skal man ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer have mundtlig information om behandlingen og mulighed for at stille spørgsmål. Man har her mulighed for at medbringe en bisidder. Efter den mundtlige information skal der ved kosmetiske behandlinger være mindst 2 dages betænkningstid, før man giver sit samtykke og behandlingen påbegyndes.

Sundhedsstyrelsens retningslinier for kosmetisk behandling kræver, at der før og evt. efter behandling tages foto af det behandlede hudområde.